Amalie in Honduras: februar 2008

Stadig mod Utila, uden held

Regnen har silet ned siden onsdag aften og er foerst stoppet her til formiddags.
Gaderne har vaeret midlertidig oversvoemmede og ja det her vaeret helt vildt.
Paa grund af regnen er vi lidt strandede i Tela, for baaden fra La Ceiba, til Utila har vaeret aflyst siden torsdag morgen.
Krydser fingre for at vi kan komme med senere i dag, men vi ved det endnu ikke...

Mod Utila (28/2-03/3)

Hej allesammen.

Bloggen kommer til at staa lidt stille den naeste uges tid. Rejser til Utila i dag, forhaabentlig, var i hvert fald planen, men vejret er helt fucked hernede og det regner og regner og regner saa faergen var aflyst i morges. Men der er heldigvis stadig et par timer til kl. 16 hvor vores baad sejler:) Planen er i hvert fald at vi tager hjem igen tirsdag eftermiddag, men nettet derovre er meget dyrt, saa kommer formentlig ikke paa derovre.

Skal tage det udvidede dykkercertifikat (advanced) til 30 m og glaeder mig meget... Skal ned og dykke ved vrag og faar 7 dyk i det hele fordelt paa 3-4 dage. Bliver skoent!

Ellers bliver det bare rart at se noget andet end Tela og nyde packpakker og fest-hyggestemningen paa oen. Haaber samtidig at se en masse dyr under vandet:P

I maa have det godt saa laenge, taenker paa jer alle og lover at vende staerkt tilbage engang i naeste uge:D

Lige et lille regnbillede af Nikka, Amalie og Sophie fra imorges. Alle paa vej ned mod netcafeen i Tela, for at faa styr paa deres videre rejser. Der er efterhaanden gaaet lidt stress i det, for det naermer sig og kraever visa, billetter og der er ingen hjaelp at hente fra Garifuna tours som det ellers var lovet:S Er bare glad for at jeg ikke staar med det problem. Jeg skal bare huske at bekraefte min hjemrejse billet lidt inden...

Klipning hos Mama Mia mor Karla (27/2)

Dagen lagde ud med morgenmad paa Mama Mia: Amerikanske pandekager med Sirup, Corn Flakes med maelk og frutfade med ananas og banan. Er slet ikke daarligt, selvom man bliver en anelse traet af pandekager i laengden...

Lidt i otte begav vi os ned mod busstoppestedet for at vente paa bussen, en klassisk amerikansk skolebus. Turen til skolen ´Maestra Jubilados´ tager et kvarters tid og koster 4 Lempiras (1 L = 0,28 DKKR). Alting er gennerelt billigt hernede, selvom det virker lidt galt at skulle betale 21 L for en daase tun, naar man kun betaler 4 for bussen, men ja saadan er det jo bare.

Arbejder sammen med Pernille, Nikka, Sofie, Sophie og Amalie. Resten af holdet er i Tornabè hvor jeg ogsaa var foerst.

Vi har normalt 3 klasser i loebet af en dag. De 2 foerste har jeg med Pernille og den sidste med Nikka og Sofie. Er rigtig hyggeligt i alle klasserne, i de foerste er boernene smaa og er foerst lige startet i skole for 3 ugers tid siden (skoleaaret her loeber fra midt februar til oktober). Der leger vi lidt head-shoulders-knees and toes, gennemgaar alfabetet og snakker lidt stille og roligt paa engelsk, om dyr (alle dyr bor i nabobyen La Ceiba i foelge boernene, der ligger aabenbart en zoo), mad, farver og hvad man laver i loebet af dagen.

I den sidste klasse er boernene aeldre og langt hurtigere til at fange det engelske... Niveauet her er saa selvfoelgelig ogsaa lidt hoejere.

Den sidste klasse havde dog faaet foer fri, saa det samme gjorde vi.

Hjemme paa hotellet, og ja i hele Tela faktisk, var baade stroemmen og vandet gaaet. Haenger aabenbart sammen. Er ret traels naar det er varmt og man foeler sig klam af sved, stoev og solcreme.

Efter frokosten besluttede mig og Nikka os for at vi ville klippes, eller Nikka gjorde og da jeg hoerte at det kun kostede 40 L, saa taenkte jeg ogsaa fuck det og gjorde det...

Faktisk gjorde jeg det foerst, for Nikka kunne ikke bestemme sig for hvad hun ville:)

Ville gerne bare have klippet spidserne, men saa klippet det lidt buet... Blev en meget let bue, og ca. 7 cm kortere. Uha! Men er faktisk rigtig paent... Var bare saa varmt at sidde i den stol, med et total syntetisk frisoerklaede om ryggen, sveden loeb bare ned...

Bagefter tog vi allesammen paa stranden og jeg og Nikka gik en laaang tur og noed at solen ikke bagte total meget... Men efter lidt tid paa stranden endte det faktisk med at blive koeligt. Mig, Nikka, Sophie, Amalie og Christina gik op for at faa varm kakao med vanilleis, inden vi gik hjem i bad. Baade lys og vand kom heldigvis tilbage ved femtiden...

Saa stod den paa pakning, mens regnen silede ned og stormen satte ind. Da vi sad til aftensmaden begyndte det at lyne og regnen stod ned i laartykke straaler. Blev siddende dernede for at se Desperate Housewives og for lige at tjekke mail en sidste gang inden Utila. Troede vi da i hvert fald;) Maatte spaene hjem i klip-klappere for ikke at blive drivvaade...

Tilbage paa Mango stormede det ind paa vaerelset, fordi det ligger paa hjoernet og ud til terrassen. Doeren blaeste op naar man bare proevede at aabne den det mindste og vandet piskede samtidig en i hovedet og det regnede hele vejen ind paa terrassen...

Ret fucked... Men lidt sjovt at opleve alligvel...

Foer og efter billeder af mit haar

26.2.08

Strejke i byen
Stillede os paent ned til bussen i morges, for at komme ud til skolen og paa arbejde. Efter lidt tid kom en mand cyklende og forklarede at der var strejke saa hverken taxierne eller busserne koert og at de havde spaerret alle udgange fra byen...
Saa maatte vi jo paent gaa tilbage og holde dagen fri, ikke det vaerste naar man er traet og sloej af piller:)
Gik i stedet paa stranden, fik is, gik paa nettet, saa Jackass 2,5 og noed livet. Fik ogsaa skypet med Martin. Dejligt:)
Stranden var helt tom, super laekker og fyldt med de smukkeste sommerfugle i eksotiske farver som alle floej mod Punta Sal. Virkelig smukt!

Taxierne der blokerer lige inden broen

Mig og Nikka

Sofie, Nikka, Pernille, Amalie og Sophie henne og kigge paa de strejkende

Amalie og Nikka ved vores yndlingsissted

Paa stranden i Tela

Chillern i Tela

Efter et besoeg paa American Express og faa kold chai og ukendt blanding af maelk, chokoladesauce og isterninger fandt vi denne fantastiske bil

Solnedgang paa Tela strand

Chillern paa vaerelset

Paa stranden i Tela

Drengene der overvinder deres hoejdeskraek

Banana Split paa en cafe ved stranden

Til aftensmaden paa Mama Mia

Lidt hygge paa Mango Hotel inden en bytur (foerst Laguna og siden Iguana)

Nikka og Sofie

Simon og Amalie

Saa fuld maaneformoerkelse fra terrassen, var virkelig virkelig flot. Men noget svaert at fange paa billedet...

Til laegen i Honduras (torsdag d. 21)

Ja saa har jeg provet det med, en noget speciel oplevelse.

Praecis hvad jeg fejler er der ingen grund til at gaa i detaljer med - for sarte sjaele, men er absolut ikke saa slemt som laegen foerst gav udtryk for. Martin var saa soed at spoerge sin egen laege derhjemme hvad det egentlig var og fik saa en dansk og langt mere ufarlig forklaring.

Men altsaa oplevelsen er som foelger:

Havde ondt og skulle saa til laegen. Og det i sig selv var heller ikke saa nemt. For der er aabenbart ingen laeger hernede der taler engelsk. Opsporede til sidst heldigvis en i en 24 timers klinik, men maatte saa komme igen om aftenen hvor han ville vaere der.

Fint nok, kl. 18 sad jeg og Christina, min moralske stoette, fint i sofaen og ventede. Overraskende nok skulle vi kun vente i en halv times tid, er ellers ikke normal Honduriansk standart hvor man let kan vente meget laengere... (Paa Utila ventede jeg f.eks. en time, vel at maerke efter alle andre havde faaet deres mad, paa at faa min).

Naa, men saa bliver jeg foerst vist ind i et saadan lidt maerkeligt rum, for at faa maalt mit blodtryk og udfylde nogle papirer. Bagefter foelger sygeplejersken mig ind til laegen, hvor jeg saa maa proeve saa godt jeg kan at forklare hvad jeg fejler.

Faar derefter udleveret en lille kittel og bliver paa bedste amerikanske vis vist ind ad en doer i siden af lokalet. Typisk Honduras er det saa et stinkende herretoilet... Jeg skifter paent og komer ind paa kontoret igen, hvor jeg skal laegge mig paa en briks. Efter 30 sekunders undersoegelse er han faerdig og giver mig en lang tale om at jeg `never again´maa drikke spiritus og spise fed eller staerk mad.

Naa tak, never ever again? Hvorfor kunne han paa sit gebrokne engelsk ikke forklare. Men jeg skulle bare have nogle indsproejtninger og lidt medicin... Saa fik jeg lov il at hoppe i toejet igen og skulle foelge efter sygeplejersken ind i det maekelige rum og fik drop med 6 sproejter (har navnene paa et papir, insisterede jeg paa, men hvad det var aner jeg virkelig ikke, ved bare at det hjalp lidt, men ogsaa gjorde mig ret sloev).

Bagefter var det ned paa Mama Mias og faa aftensmad, med narkomanarm og svimmelhed i kroppen. Foerst fredag fik jeg fat i medicinen, som ikke er saa rar, giver mange mavegener, traethed, feber og svimmelhed. I dag mandag kan jeg stadig maerke pillernes bivirkninger, men ikke i saa slem grad, saa det er meget rart... Er kun 2 dages piller mere og absolut ingen grun il bekymring:P

Frivilligt arbejde

Det frivillige arbejde var langt fra saa idyllisk og lige til som vi havde faaet indtryk af. Da vi mandag morgen kom ud paa skolen i Triunfo de la Cruz (den stoerste Garifuna by) saa de bare ligegyldigt paa os og spugte hvad vi lavede her. God start.

Og vi havde ellers faaet indtrykket af at vi var endt et tjekket sted - men skolen er altsaa delt helt i to, en formiddags og en eftermiddags og det havde de ikke faaet helt koordineret.

Blev foert hen til den eneste der kunne engelsk, og da Helene og Lilly skulle i boernehave maatte hun saa foelge dem de 300 m, mens mig og Pernille paent stod alene tilbage med hendes krop umulige klasse. Forsoegte os lidt med ´my name is´ og at fortaelle lidt om os selv og Danmark. Men lige meget nyttede det, om det saa var spansk eller engelsk loeb boernene stadig ind og ud, raabte og skreg. Da en lille pige saa kom over til os med en kaempe lineal gik vi hel i sort... Man ved selvfoelgelig godt at opdragelse hernede er af helt anden karakter end derhjemme, men stadig. Er noget andet at se det med sine egne oejne.

Efter lidt paniktid kom laeeren tilbage og foerte os ind i en lille blandet klasse, med 10 boern der sad med store oejne. De havde deres foerste rigtige skoledag og laeeren var paa seminar paa ubestemt tid, saa de kunne vi bare laere lidt engelsk... Foej mand det er sgu ikke nemt at skulle laere dem et nyt sprog, der er total ukendt for dem naar de ikke engang har laert alfabetet. Men vi fik da leget lidt ´head and shoulders, knees and toes´og leget lidt tallege. Efter halvanden times tid kom de to andre piger tilbage, boernehaven var ikke en rigtig boernehave, men preeschool, det var deres foerste dag og boernene tudede konstant og desuden lukkede de kl. 10.

Saa vidt saa godt, selv 4 voksne mod 10 boern lykkedes bare ikke rigtig. Der var en sprogbarriere der sagde spar 2 selvom vi proevede saa godt som muligt, og saa er det at gaa i skole bare noget andet hernede. I hvert fald som Garifuna.

Vi havde faaet at vie at skolen sluttede kl. 12 (havde vaeret rundt og spoerge en laeerer), men klokken 11 gik boernene for de var sultne...

Genial foerste dag, missede bussen og satte os saa paa stranden for at stene over at det her skal vaere vores liv de naeste 3 uger...

Da vi kom tilbage, fandt vi ud af at vi bestemt ikke var de eneste der foelte os lidt snydt. Ingen steder havde det fungeret saerlig godt. I SOS havde der ingen boern vaeret, i Tornabe ikke saerlig mange og hos os absolut ingen diciplin.

Gav grund til et rimelig stort skaenderi med vores ´boss´hernede, Alessandro. Han er absolut ikke den nemmeste at snakke med... Men vi blev eneige om at jeg og Pernille fik en engelsk talende guide med ud hele den foelgende dag og saa maatte vi saa se paa det.

Naeste dag var naemest lige saa slem. Hjalp dog meget at vi havde guiden med, som kunne oversaette en smule, naar det gik helt galt. Desuden talte han vores sag. Han kunne godt se at det ikke var et sted for vaesterlaendinge, og at det ikke gjorde en forskel overhovedet. Boernene var slet ikke glade for at se os eller for tanken om at laere noget.

Sagde paent farvel, og at vi ikke ville komme igen. Hvorefter en dame spurgte om vi saa ikke ville ud paa hendes skole den foelgene dag. Vi skulle bare lige komme en enkelt gang om eftermiddagen, hvorefter hun ville snakke med morgenholdet og vi saa kunne skifte.

Loed jo meget god, men onsdag endte me at gaa med sovning, laesning og shopping. For det kunne ikke lade sig goere at vi fik morgenerne og vi ville absolut ikke skulle vaere der forskudt af de andre, naar sammenholdet var det fede vi havde tilbage hernede.

Torsdag og fredag tog vi (mig og Pernille) med drengene, Helle og Christina til Tornabè. Var meget hyggeligt, men ikke rigtig det vi ville. For boernene var fra 1-6 aar saadan ca. Og de aeldste kom foerst efter skoletid omkring 11.

Blev ellers helt hugd fra start, for vi blev sat til at male pandaer mm. paa facaden. Saa var jeg helt solgt... Dejligt at faa lov til at lave noget kreativt!

Ellers var det ikke saa spaenende, boernene var saa understimulerede at det naermest gjorde ondt at se paa. De voksne sad bare, reagerede ikke hvis boernene tissede i bukserne og hvis de graed fik de slag. Meget usympatisk, og proevede at gribe ind, men det lykkedes ikke altid.

Var halvsloej og orkede bare ikke saa meget, saa chillede lidt med boernene, legede lege, tegnede og laeste lidt. Fredag var vi ogsaa paa stranden...

I dag, mandag, tog vi med Nikka, Amalie, Sofie og Sophie ud til den skole de har fundet i stedet for SOS, og det var faktisk rigtig fedt. Der var diciplin, boernene oenskede at laere noget og gjorde sig umage. Og saa foeler man altsaa bare at man er til lidt mere gavn, naar man kan hoere at ordene faktisk saetter sig. Var lige den optur jeg havde brug for efter at have vaeret syg.

Meget opgivende Helene, Pernille og Lilly efter vores foerste dag i Triunfor de la Cruz

Foerste bustur, i de lokale busser: gamle amerikanske skolebusser

2. Forsoeg, Tornabé hvor mig og Christina tegner med boernene

Mig der maler pandaer, sommerfugle, traer og vandfald paa vaeggen ind til boernehaven

Paa stranden

Den nye skole, hvor jeg skal vaere fra nu af. Her staar boernene paa raekke og venter paa at faa lov til at gaa ind i klassen igen efter frikvarteret.

Tur til Miami beach og Los Micos

Meget chillern dag. Lagde ud med morgenmad kl. 8; det saedvanlige amerikanske pandekager, cornflakes og frugt. Og saa var der afgang med 2 jeeps kl. 9, mod Miami Beach. En smuk strand, med Garifuna by og op til floder med Mangroveskov. Ligger ligesom paa en tange ud, med en masse floder inden i.
Havde det vildt sjovt i vores jeep, mig, Pernille, Lilly, Helle og drengene og fik grint en masse.
Turen derud tog en lille time og bagefter havde vi sejlads rundt i mangrove skoven.
... Mere foelger! Netcafeen lukker nu... Saa fortsaetter vi lige lidt videre... Efter at have ventet lidt, sprang vi alle op i baaden og begyndte vores faerd gennem mangroven. Var virkelig smukt med en masse fugle, saa flest af de hvide (nedenfor) men ogsaa en enkelt pelikan og lidt andet godt.

Naaede lige en lille badetur da vi kom tilbage inden der var frokost: fisk, platanos og ris paa stranden. Bagefter var der tid til sandleg, badning, solning og laesning.

Fik begravet Pernille i sandet...

Kl. 14 gik turen hjemad mod Tela...