Ja saa har jeg provet det med, en noget speciel oplevelse.
Praecis hvad jeg fejler er der ingen grund til at gaa i detaljer med - for sarte sjaele, men er absolut ikke saa slemt som laegen foerst gav udtryk for. Martin var saa soed at spoerge sin egen laege derhjemme hvad det egentlig var og fik saa en dansk og langt mere ufarlig forklaring.
Men altsaa oplevelsen er som foelger:
Havde ondt og skulle saa til laegen. Og det i sig selv var heller ikke saa nemt. For der er aabenbart ingen laeger hernede der taler engelsk. Opsporede til sidst heldigvis en i en 24 timers klinik, men maatte saa komme igen om aftenen hvor han ville vaere der.
Fint nok, kl. 18 sad jeg og Christina, min moralske stoette, fint i sofaen og ventede. Overraskende nok skulle vi kun vente i en halv times tid, er ellers ikke normal Honduriansk standart hvor man let kan vente meget laengere... (Paa Utila ventede jeg f.eks. en time, vel at maerke efter alle andre havde faaet deres mad, paa at faa min).
Naa, men saa bliver jeg foerst vist ind i et saadan lidt maerkeligt rum, for at faa maalt mit blodtryk og udfylde nogle papirer. Bagefter foelger sygeplejersken mig ind til laegen, hvor jeg saa maa proeve saa godt jeg kan at forklare hvad jeg fejler.
Faar derefter udleveret en lille kittel og bliver paa bedste amerikanske vis vist ind ad en doer i siden af lokalet. Typisk Honduras er det saa et stinkende herretoilet... Jeg skifter paent og komer ind paa kontoret igen, hvor jeg skal laegge mig paa en briks. Efter 30 sekunders undersoegelse er han faerdig og giver mig en lang tale om at jeg `never again´maa drikke spiritus og spise fed eller staerk mad.
Naa tak, never ever again? Hvorfor kunne han paa sit gebrokne engelsk ikke forklare. Men jeg skulle bare have nogle indsproejtninger og lidt medicin... Saa fik jeg lov il at hoppe i toejet igen og skulle foelge efter sygeplejersken ind i det maekelige rum og fik drop med 6 sproejter (har navnene paa et papir, insisterede jeg paa, men hvad det var aner jeg virkelig ikke, ved bare at det hjalp lidt, men ogsaa gjorde mig ret sloev).
Bagefter var det ned paa Mama Mias og faa aftensmad, med narkomanarm og svimmelhed i kroppen. Foerst fredag fik jeg fat i medicinen, som ikke er saa rar, giver mange mavegener, traethed, feber og svimmelhed. I dag mandag kan jeg stadig maerke pillernes bivirkninger, men ikke i saa slem grad, saa det er meget rart... Er kun 2 dages piller mere og absolut ingen grun il bekymring:P
